Sammen med sin mor stod musikeren bag et omfattende svindelnummer, der kunne have udløst op til 20 års fængsel. Nu har retten afsagt dom.
I marts 2025 kom det frem, at den 35-årige rapper og r&b-musiker Sean Kingston var kendt skyldig i bedrageri, en forbrydelse med en strafferamme på op til 20 år. Sammen med sin mor stod han bag omfattende svindel med smykker, ure og luksusbiler, købt ved hjælp af falske dokumenter. Ifølge Digital Music News slipper Sean Kingston dog med 3,5 års fængsel samt tre års prøveløsladelse under opsyn, mens moren, Janice Turner, er idømt fem år bag tremmer.
Læs også: Dansk festival trues af lukning: "Vi har en kæmpe bøn til jer alle"
De to partners in crime blev afsløret under en politirazzia i maj 2024 på rapperens palæ i Florida. Ifølge en politirapport blev der her fremsat "flere anklager om bedrageri og tyveri," hvilket førte til anholdelsen.
I retssagen forklarede en advokat for sagsøgeren ifølge NME, at musikeren "havde opdigtet en historie, hvor han påstår at arbejde med Justin Bieber og iscenesætter et stort show. Han bruger sit lejehus - som han ikke ejer - til at skabe en illusion af velstand og lokker folk med sin berømmelse til at udlevere værdifulde genstande uden betaling, hvorefter han simpelthen aldrig betaler."
Flere vidner fortalte desuden, at han forfalskede bankoverførsler og lovede sælgere introduktion til andre berømtheder. I en lydoptagelse, som blev afspillet i retten, kan man høre Kingston sige: "Jeg vil have dig med til alle mine shoots og røde løbere." Et af de centrale beviser var ifølge NME en sms til hans mor, hvor der stod: "Jeg fortalte dig, at du skulle lave en falsk kvittering, så det ser ud, som om overførslen vil være der om et par dage."
Læs også: Afsløring om streamingsvindel: Person sigtet for 28 millioner falske afspilninger
Sean Kingston slog internationalt igennem som 17-årig og har siden arbejdet sammen med navne som Justin Bieber på "Eenie Meenie", Nicki Minaj på "Letting Go (Dutty Love)" samt Chris Brown og Wiz Khalifa på "Beat It". Hans største solohit er "Beautiful Girls", der i dag har over 900 millioner streams på Spotify.