Lykønskningen står dog i skarp kontrast til præsidentens tidligere udtalelser om Taylor Swift
Taylor Swift har sagt ja til kæresten Travis Kelce. Den amerikanske superstjerne og NFL-spilleren annoncerede tirsdag deres forlovelse i et fælles opslag på Instagram.
Læs også: Taylor Swift annoncerer nyt album
”Jeres engelsklærer og jeres idrætslærer skal giftes,” skriver parret i opslaget, der ledsages af billeder, hvor Swift viser sin forlovelsesring frem. Inden for den første time rundede nyheden mere end syv millioner likes.
Både sportsverdenen og kulturbranchen har reageret på forlovelsen – blandt andet NFL og US Open Tennis. Men også USA’s præsident Donald Trump blev spurgt til nyheden på et pressemøde:
”Han er en stor spiller og en god fyr, og hun er en skøn person, så jeg ønsker dem held og lykke,” lød det fra Trump.
Udtalelsen står i skarp kontrast til hans tidligere kommentarer om Swift. Så sent som i august 2025 skrev han på sit eget medie, Truth Social: ””Bare kig på woke-sangeren Taylor Swift. Lige siden jeg klargjorde for verden, hvad hun var ved at sige på TRUTH (TruthSocial), at jeg ikke kan udstå hende (HADER!), blev hun buhet ud af Super Bowl og blev IKKE LÆNGERE HOT.”
Læs også: Sådan har vi anmeldt Taylor Swift gennem årene
Swift og Kelce indledte deres forhold i 2023, da popstjernen første gang blev set til en NFL-kamp i Kansas City. Forholdet blev cementeret, da Kelce i juni sidste år optrådte på scenen under Swifts Eras Tour.