Drake, der er ambassadør for streamingplatformen Kick, skal dække omkostningerne til begravelsen af en afdød streamer.
Drake og den populære online streamer Adin Ross står til at skulle dække begravelsesomkostningerne for en streamer, der døde, mens han sendte live på streamingplatformen Kick. Det skriver NME.
Læs også: Drake kræver beskeder fra UMG-chef – nu svarer han igen
Streameren var den 46-årige Raphaël Graven, som blev fundet død i et hjem omkring Nice i Sydfrankrig den 18. august. Han var bedst kendt under navnet Jean Pormanove, og det siges, at han var midt i et 10-dages streamingmaraton, da han døde.
Kort efter nyheden om hans død, skrev Adin Ross på X, at han havde snakket med Drake, der er ambassadør for Kick, og at de to vil dække omkostningerne til streamerens begravelse.
Toronto-rapperen har endnu ikke udtalt sig offentligt om Raphaël Gravens død, men det har selve Kick-platformen:
"Vi er dybt bedrøvede over tabet af Jean Pormanove (alias for Raphaël Graven, red.) og udtrykker vores medfølelse til hans familie, venner og lokalsamfund. Vi gennemgår omgående omstændighederne og samarbejder med relevante interessenter for at undersøge situationen," lyder det fra platformen.
Myndighederne i Frankrig har bekræftet, at der vil blive foretaget en undersøgelse af hans død på grund af påstande om, at Graven blev udsat for "ydmygelse" og "mishandling" under livestreamingen. Forskellige franske medier har også hævdet, at han blev udsat for søvnmangel, vold og "indtagelse af giftige produkter" under den 10 dage lange livestreaming, alt imens folk så med.