Nyhed

Efter Taylor Swift-billetsvindel kommer Trump til undsætning

Den amerikanske handelskommission går nu efter billethajer, der har videresolgt Taylor Swift- og Bruce Springsteen-billetter til overpris.

Den amerikanske føderale handelskommission (FTC) har lagt sag an mod billetmæglervirksomheden Key Investment Group LLC for at bruge ulovlige metoder til at videresælge hundredtusindvis af billetter til overpris. Det skriver Music Business Worldwide.

Læs også: Donald Trump langer ud efter Taylor Swift … igen

Ifølge FTC-søgsmålet købte billetmæglervirksomheden, samt en række tilknyttede virksomheder, mindst 379.776 billetter fra Ticketmaster mellem november 2022 og december 2023. Og det har de gjort til en pris af næsten 57 millioner dollars, svarende til 364 millioner kroner. En del af billetterne blev derefter videresolgt på sekundære platforme for 64 millioner dollars, svarende til 409 millioner kroner.


Anklagen fra FTC omfattede store køb til koncerter med høj efterspørgsel, heriblandt Taylor Swifts Eras Tour og Bruce Springsteen-shows. På tværs af 38 Taylor Swift-koncerter mellem marts og august 2023 videresolgte mæglerne, ifølge retsdokumenter, 2.280 billetter til en fortjeneste på over 1,2 millioner dollars, svarende til 7,7 millioner kroner.

FTC-formand Andrew N. Ferguson har klargjort, at sagen er stærkt knyttet til Trump-administrationens prioriteter.

"Præsident Trump gjorde det klart i sin bekendtgørelse fra marts, at skruppelløse mellemhandlere, der generer fans og hæver priserne gennem konkurrencebegrænsende metoder, vil høre fra os,” udtaler formanden og fortsætter:


"Dagens sag gør mæglere opmærksomme på, at FTC under Trump og Vance vil overvåge operationer, der ulovligt omgår billetforhandleres købsgrænser, og sikre, at forbrugerne har mulighed for at købe billetter til rimelige priser."

Læs også: Kiss, Gloria Gaynor og George Strait skal modtage ikke-woke Trump-hæder

De tiltalte har endnu ikke offentligt kommenteret på anklagerne.


Key Investment Group sagsøgte FTC i juli i et forsøg på at blokere deres efterforskning med den begrundelse, at deres billetkøb ikke brugte automatiseret software eller bots og derfor ikke brød loven Better Online Ticket Sales (BOTS) Act, som billetmæglervirksomheden nu bliver anklaget for at have overtrådt.

ANNONCE