Efter 25 år med samme bestyrelsesformand i spidsen, skal Tivoli Friheden nu have nye ejere.
25 år efter den nu afgående bestyrelsesformand, Niels Opstrup, indtog førersædet, får Tivoli Friheden i Aarhus nu nye, lokale ejere, skriver forlystelsesparken i en pressemeddelelse.
Læs også: Anmeldelse: Livgivende mesterkoncert fra legende i topform
Den aarhusianske forlystelsespark, der står for arrangementer som Fed Fredag, Halloween, Jul i Friheden, Blomsterfestivalen, Hermans og Koncert-Øen blandt andre, sender nu stafetten videre.
Den nye ejerkreds skal bestå af fire lokale ildsjæle – Henrik Rasmussen, Jakob Christensen, Morten Dige Have og Poul Steffensen.
"Da muligheden opstod for sammen at kunne fortsætte den positive udvikling, som Tivoli Friheden har gennemgået, og samtidig være med til at sætte vores eget præg på både Tivoli Friheden og på Aarhus, så var det et helt naturligt valg," udtaler Poul Steffensen, bestyrelsesformand for det nye selskab.
Den afgående bestyrelsesformand, Niels Opstrup, er også sikker på, at parken er i gode hænder:
"Der er sket meget med Aarhus – og med Tivoli Friheden – siden jeg for godt 25 år siden samlede en gruppe erhvervsfolk, der med hjertet bankende for Aarhus ville sikre, at Tivoli Friheden kunne forblive på lokale hænder. I dag er vores mission fuldendt, og vi er både taknemmelige og glade for, at nye stærke kræfter nu står klar til at løfte parken videre ind i fremtiden."
Tivoli Frihedens nuværende ledelse og medarbejdere fortsætter uændret - stadig med administrerende direktør Henrik Ragborg Olesen bag roret.
Prisen, som den nye ejerkreds har betalt for at overtage Tivoli Friheden A/S, er parterne blevet enige om ikke at offentliggøre.
Læs også: Tivoli Friheden fuldender festivalprogram med store danske navne
Det populære koncertkoncept Fed Fredag fortsætter til og med den 12. september, hvor Lamin sætter sæsonens punktum. Da GAFFA senest oplevede den danske hiphop-musiker, fastslog anmelderen, at "Lamin levede op til titlen som et af årets hovednavne."
Læs mere om den aarhusianske forlystelsesparks koncertprogram her.