Nyhed

GAFFA september er på gaden – mød Medina, Kneecap, Big Thief og mange flere

I dag er GAFFA september 2025 på gaden. I alt 68 sider proppet med interviews, anmeldelser, anbefalinger og meget mere

Forsiden af GAFFA september prydes af Medina. Gennem to årtier har hun forvandlet knuste hjerter til kæmpestore hits. Men når popikonet fylder vores øregange i 2025, er det ikke kun med velkendte toner om kærlighed. Det er med trykbølger fra en artist, der synger kampsange til sig selv og efter en tid i mørket er stærkere end nogensinde – med et ønske om at gøre tingene på sin helt egen måde.

Siden Kneecap blev dannet i 2017, har den irske rapgruppe tiltrukket sig opmærksomhed for mange andre ting end deres musik. Senest har konflikten i Gaza og støtten til et frigjort Palæstina fået Kneecap i søgelyset. Vi har mødt dem forud for deres to udsolgte koncerter på Vega.

Læs også: Kneecap gav koncert på fransk festival - men blev nægtet betaling


Indiestjernerne Big Thief gik fra fire til tre bandmedlemmer, da bassist Max Oleartchik forlod bandet efter ti år. Efter en periode med problemer fandt de fodfæste igen – i deres gamle hjemby New York.

Med sit debutalbum <3Disc træder Ericka Jane ind på den danske popscene som en farverig, humoristisk og kompromisløs stemme. Vi har talt med den albumaktuelle sanger.

Kaizers Orchestra, der i 2022 vendte tilbage efter ti års pause, giver deres største koncert i Danmark nogensinde. Vi har mødt sanger Janove Ottesen og guitarist Geir Zahl til en snak om at finde tilbage, om deres særegne univers – og om at kæmpe med den norske jantelov.


Mørkets prins døde 22. juli, 76 år gammel. Vi mindes Ozzy Osbourne med nekrolog og nogle af de vildeste nyhedshistorier, vi har skrevet om ham på GAFFA.dk, siden sitet åbnede i år 2000.

Du kan også læse interviews med KarriereKanonen-vinderne Downtown July og Aland Z, med rapperen Filuka, med gamer og Twitch-streamer Rasmus Søndergaard om hans musiksmag, og du kan fordybe dig i Månedens Spillested, Månedens Event, koncertanbefalinger, stribevis af album- og koncertanmeldelser samt de faste indslag i vores introsektion, nærmere betegnet redaktørens Leder, Klumme, Minus Til Plus, Hold Øje Med, Bedst Lige Nu og Soundtrack Til Livet.

Du kan læse bladet online eller gå offline og bladre igennem vores analoge magasin uden digitale forstyrrelser. Du finder bladet på en café, et bibliotek, en uddannelsesinstitution, i en pladebutik, på et spillested eller hos en anden kulturinstitution nær dig. Du kan også få GAFFA sendt direkte til døren hver måned for kun 49 kroner: tilmeld dig GAFFA+ Premium her.


ANNONCE