Nyhed

Gillis sag om skattesvindel er udskudt

Den danske hitmager er tiltalt for skattesvig af særlig grov karakter, men må vente lidt endnu på en retssag.

Sommeren så ud til at få en mørk afslutning for den danske musiker Kian Rosenberg Larsson – bedre kendt som Gilli – der i begyndelsen af september skulle have været i retten med en omfattende svindelssag. Nu er sagen dog udsat, skriver Ekstra Bladet.

Læs også: Stjernerapper anholdt – mistænkt for at have angrebet politibetjent

Den danske musiker har siden 2022 været tiltalt for omfattende skattesvindel af særlig grov karakter - en tiltale som Gilli nægter sig skyldig i. Skattesvindlen skulle angiveligt være sket i perioden 2015 til 2018 og dreje sig om et beløb på 3,3 millioner kroner. 


”Efter aftale med forsvarsadvokaten er sagen blevet udsat, mens sagens parter undersøger behovet for indkaldelse af yderligere vidner med videre," oplyser Københavns Vestegns Politi i et skriftligt svar til Ekstra Bladet.

Retssagen med Gilli som hovedperson blev særdeles offentlig, da Retten i Glostrup og Østre Landsret var enige om ikke at nedlægge navneforbud.

Foreløbig er der ingen klar melding om, hvor længe sagen er udskudt.

Så sent som i juli måned var Gilli en del af årets program til Grøn Koncert og optrådte derfor i adskillige danske byer henover sommeren. I Tårnby fik han en fire-stjernet anmeldelse af vores anmelder efter såkaldte "59 højintense minutter". 

ANNONCE