Den norske branchefestival henter både et elektronisk og et poppet navn fra den danske musikscene.
Den norske branchefestival By:Larm har i dag offentliggjort de sidste navne, inden det fulde festivalprogram lander den 14. august. Blandt de nye tilføjelser er to danske navne, nemlig popsangeren Mille og den elektroniske producer Caius.
Læs også: Fem danske artister skal til udlandet i efteråret
Mille har i 2024 markeret sig med singlerne "Dagdrømmer" og "Lyver for min dagbog", hvor sidstnævnte blev udnævnt til P3’s Uundgåelige. Hun er netop nu aktuel med ep'en Vågner, der blandt andet indeholder nummeret "Drikker med mig selv". I en pressemeddelelse udtaler Mille, at ep’en er "en personlig og lyrisk udvikling – en coming-of-age-rejse mod større modenhed."
Caius, som har base i København, har tidligere udgivet musik på labels som Future Classic, Spinnin’ Records og Kitsuné Musique. Hans musik er blevet streamet over 45 millioner gange, og han har opbygget en solid følgerskare på tværs af platforme. I en pressemeddelelse beskriver Caius sin lyd som "sample-tung indie-dance, der blander elementer af French House, sampling-teknikker fra hiphop, UKG-rytmer og bare ting, der føles godt i brystet."
Mille og Cauis slutter sig til i forvejen syv danske navne på plakaten: Den københavnske duo 100%Wet, sangskriver Alba Akvara, duoerne Snuggle og Tigeroak, den københavnske kunstner Tonser, elektropopgruppen Kind mod Kind og post-punk-bandet Bænch.
By:Larm finder sted i Oslo fra den 12. til 14. september.