Isam B har tidligere omdøbt Kim Larsen-klassikeren "Jutlandia" til "Palæstina" i sin egen nyfortolkning
Den dansk-marokkanske kunstner Isam B udgiver sin egen version af Bob Dylans ikoniske “Masters of War” fra 1963-albummet The Freewheelin' Bob Dylan. En musikalsk protest og en hyldest til ofrene i Gaza, som han beskriver som en ”rå og akut reaktion på den humanitære krise i Palæstina.”
Læs også: Tønder Festival strammer regelsæt efter Roskilde-demonstranter
“Dylan sang for en generation, der nægtede at tie om Vietnam,” udtaler Isam B i en pressemeddelelse.
“Jeg synger for dem, der ikke længere kan tale. Børnene. Mødrene. Familierne begravet under murbrokkerne i Gaza. Det er historien, der råber på at blive hørt.”
Den dertilhørende musikvideo er instrueret af den amerikanske filminstruktør Mustafa Davis, der udtaler således om motivationen bag musikvideoen:
“Vi lever i en tid, hvor tavshed ikke er neutral,” udtaler Mustafa Davis. “Den begraver offeret to gange. Disse stemmer har ikke brug for vores tilladelse for at blive hørt. De har brug for, at verden stopper med at kigge væk.”
Isam B, som mange kender fra Outlandish, har de seneste år markeret sig som solist med stærkt fokus på samfundsdebatter og livet som minoritet i Danmark. I starten af året udgav han sin fortolkning af Kim Larsens "Jutlandia", som han havde omdøbt til "Palæstina".
Isam B markerer udgivelsen af “Masters of War” med liveoptrædener og samtalesessions i København, London og New York, skriver han i en pressemeddelelse. Sted og dato er ukendt.
Se musikvideoen nedenfor.