Nyhed

Jane’s Addiction fortsætter uden forsanger efter sceneslagsmål

De resterende Jane’s Addiction-medlemmer lader til at være studiet igen – men uden forsanger Perry Farrell.

Medlemmerne i Jane's Addiction har hintet til, at bandet forsætter uden forsanger Perry Farrell efter sidste års skænderi på scenen. Det skriver NME.

Læs også: Jane's Addiction teaser for ny musik uden frontmand

I september sidste år fyrede Farrell en knytnæve i ansigtet på Dave Navarro under en koncert i Boston, hvilket førte til en øjeblikkelig aflysning af deres turné samt at bandet gik på pause grundet både "et vedvarende adfærdsmønster og Farrells psykiske problemer."


Men nu ser det ud til, at de resterende bandmedlemmer er i gang igen. I løbet af den sidste uge har Dave Navarro, Eric Avery og Stephen Perkins nemlig delt forskellige opslag på sociale medier, hvor de sidder i studiet og lader til at arbejde på ny musik - men altså uden Farrell.

Efter sidste års slagsmål undskyldte Farrell til sine fans, bandmedlemmer og "især Dave Navarro." Han tilføjede: "Desværre resulterede mit bristepunkt i utilgivelig opførsel, og jeg tager fuldt ansvar for, hvordan jeg valgte at håndtere situationen."

Tilbage i juli indgav Navarro, Avery og Perkins en klage mod Farrell for "overfald, vold, forsætlig påføring af følelsesmæssig lidelse, uagtsomhed, brud på tillidspligt og kontraktbrud". I anklagen mod Farrell hævdede resten af bandet at have mistet over 10 millioner dollars, svarende til 64 millioner kroner, på grund af turnéens aflysning samt et afblæst albumprojekt.


Farrell gengældte med sit eget sagsanlæg og beskyldte de resterende medlemmer for "en årelang mobningskampagne" mod ham. Farrell hævdede, at bandet ville chikanere ham på scenen ved at spille deres instrumenter med så "høj lydstyrke," at Farrell ikke kunne høre sig selv synge.

Efter Jane’s Addiction gik i opløsning for første gang tilbage i 1991, dannede Navarro og Avery bandet Deconstruction, mens Navarro, Perkins og den daværende bassist Chris Chaney var med til at starte The Panic Channel. Derfor er det ikke sikkert, hvilket navn musikken, som de resterende medlemmer tilsyneladende er ved at lave, vil blive udgivet under.

ANNONCE