Den nyansatte skal "sikre sangskriverne en tydelig stemme i en tid med store forandringer," forklarer en talsperson.
Musikforeningen Autor har netop ansat Jacob Møller Overgaard som ny sekretariatschef, lyder det i en pressemeddelelse.
Læs også: Fed Fredag-forlystelsespark får nye ejere
I over 50 år har Autor arbejdet for at sikre rettigheder, udvikling og bedre vilkår for skabende kunstnere ved at samle komponister og sangskrivere og derved opnå indflydelse i dansk og international kulturpolitik. Musikforeningen er hvert år også med til at uddele et tocifret millionbeløb til den danske musikbranche gennem legater, arbejdsophold og puljer. Og det skal nu være med Jacob Møller Overgaard i spidsen.
"Musik skaber identitet og oplevelser, vi aldrig glemmer. Den kan være den korteste vej ind i fællesskaber med andre – og derfor skal den have de bedst mulige vilkår. Jeg ser frem til at være en del af Autor og til at bidrage til at lette udfordringerne ved at være skabende kunstner," siger den nye sekretariatschef.
Jacob Møller Overgaard kommer til bordet med erfaringer fra blandt andet Fonden for Socialt Ansvar, Fondenes Videnscenter og Realdania. Og det er denne indsigt i både kommunikation, strategisk ledelse og fondssektoren, han nu vil bringe ind i Autor.
"Det er på mange måder en afgørende tid for musikskabere, og det er vigtigt at vi som forening står så stærkt som muligt. Med Jacobs erfaring og blik for samarbejde får vi en stærk profil til at videreudvikle Autor og sikre sangskriverne en tydelig stemme i en tid med store forandringer," lyder det fra Rikke Østergaard, næstforperson i Autor.
Jacob Møller Overgaard starter som sekretariatschef den 1. september 2025.