Nyhed

Kort før retssag: Amerikansk rapper indgår forlig

Den amerikanske rapper Missy Elliott har indgået forlig om rettigheder til sange fra 90'erne.

Rapper og hiphopstjerne Missy Elliott har indgået et forlig lige inden sin kommende retssag. Sagen har været i gang i fem år og drejer sig om musikproducer Terry Williams, der påstår at være co-writer på nogle af Elliotts hits fra 90’erne. Det skriver Digital Music News i en artikel.

Læs også: Hør gammelt Missy Elliott-hit blive samplet på vanvittig Skrillex-single

Forliget kom på plads i fredags, og der er ifølge Elliotts advokat, Mike Trauben, ikke blevet betalt en krone til Williams i forbindelse med forliget. I en artikel fra Billboard forklarer Trauben, at: “Ingen penge blev udbetalt i forbindelse med Terry Williams’ krav, som til sidst blev fuldstændigt afvist.”

Der er tale om sange fra albummet 4 All the Sistas Around da World med gruppen Sista, som Elliott var en del af, inden hun gik solo. Ifølge Digital Music News forklarer Elliott, at Williams aldrig har været co-writer på nogen af de pågældende sange, og at sangeren først mødte ham efter albummets udgivelse i 1994.


Missy Elliott står bag hits som "Work it" fra 2002 og "Get Ur Freak On" fra 2001.

Det er efterhånden længe siden, at vi på GAFFA har haft med Missy Elliott at gøre. Sidst var, da hun spillede koncert i Store Vega i København i 2010, hvor vores anmelder gav hende tre stjerner: “Der blev med andre ord hoppet, danset, skreget og svedt igennem. Således også på scenen hvor Frøken Elliott var i godt humør på trods af en forkølelse, og hendes dansere uafbrudt leverede varen gennemført flot, godt og underholdende.”

ANNONCE