Sagen har mødt hård kritik fra musiklivet.
Debatten om Københavns Kommunes fem millioner kroner i støtte til Amager Bio og Beta fortsætter. Nu erkender lokalpolitikeren Niels Peder Ravn (K), medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, at ansøgningsprocessen ikke fungerede optimalt.
Læs også: Jordemoder om Freja Kirk-optræden: "Nu hylder man en kvinde, der ikke vil være kvinde"
"Grundlæggende vil jeg sige, at der er en rigtig god pointe i, at det kan virke som spild af folks tid, at ansøgningsprocessen har kørt på denne måde," siger han til Kulturmonitor.
Støtten er gået til Kulturbegivenhedsfonden Odd Productions - der også står bag Vega - , der fra 1. september overtager driften af Amager Bio og Beta. Beslutningen har mødt skarp kritik fra blandt andre Kristoffer Buck Bramsen, tidligere direktør for Pumpehuset og nu medejer og direktør af Poolen på Refshaleøen.
"Politikerne skylder at forklare, hvorfor de har kørt processen, som de har gjort, hvor man får det indtryk, at de på forhånd har besluttet, hvem der skal have tildelt puljens midler," lød det fra Bramsen tidligere på sommeren til mediet.
Niels Peder Ravn anerkender, at kommunen fra start havde en særlig interesse i, at Odd Productions skulle lykkes med at drive de to spillesteder, og at det var vigtigt "at sikre, at folkene bag har de bevillinger, der skal til," siger han og anerkender samtidig, at de andre ansøgere må være "skuffet over det" og føle, "at det er spild af tid".
Læs også: Kendte kunstnere udsat for AI-svindel: Falske album udgives
Kristoffer Buck Bramsen peger på, at kommunen burde have været åben om støtten allerede i udbuddet af Amager Bio og Beta, så alle ansøgere kendte vilkårene på forhånd. I alt 31 kulturaktører havde sendt en ansøgning til Kultur- og Fritidsudvalget.
Musikudvalget fastholder støtte
Musikudvalget i Københavns Kommune har i et høringssvar forsvaret beslutningen om at tildele pengene til Odd Productions. Her fremhæves det, at "Amager Bio og Beta er to meget væsentlige spillesteder i København", og at det derfor var vigtigt at sikre deres fortsatte drift.
Samtidig anerkender udvalget, at mange stærke ansøgninger kom i spil, og har opfordret til, at fremtidige ansøgningsrunder tilrettelægges anderledes, så færre aktører spilder ressourcer på at søge:
"Herudover opfordrer Musikudvalget til, at der - i eventuelt lignende situationer - tilrettelægges en proces, der ikke involverer, at så mange aktører bruger tid på at udarbejde ansøgninger. "