Kort efter topchefskiftet og varslede nedskæringer inviterer medicinalfirmaet til personalefest med nogle af Danmarks største musiknavne.
På fredag, den 22. august, løber Novo Nordisks årlige sommerfest af stablen på Dyreskuepladsen, samme sted hvor Roskilde Festival fandt sted tidligere på sommeren. De ansatte kan opleve alt fra Kenny og Andreas Odbjerg til Birthe Kjær og Lis Sørensen. Festen finder sted, selvom Novo stadig mærker efterdønningerne af et stort kursfald, som har ført til udskiftning i toppen og varslede nedskæringer.
Læs også: En firmafest gjorde det bedre: Hvor er visionen bag den festival, der startede for 15 år siden?
Til TV 2 udtaler en talsperson fra medicinalfirmaet: "Medarbejderne har altid gjort og gør fortsat en stor indsats hver dag for at hjælpe patienter over hele verden, så for os handler festen om at hylde fællesskabet blandt vores mange ansatte i Danmark."
Novo Nordisk ønsker ikke at oplyse, hvad sommerfesten koster, men TV 2 oplyser, at den lukkede firmafejring har omkring 25 tusinde ansatte på gæstelisten.
Selvom lineuppet rummer nogle af Danmarks mest populære musikere, begrænser musikprogrammet sig til nationale bookinger. Til sammenligning fløj verdensstjerner som Elton John, Bruno Mars, Benson Boone og Lola Young ind til Bestsellers firmafest.
At Novo Nordisk holder sig til danske musikere er dog ikke nødvendigvis et udtryk for økonomiske begrænsninger. Det kan også være en måde at støtte den danske musikscene på.