Anerkendt musikproducer vil med en ny app gøre det klart for danske artister hvor mange streamingknaster, de egentlig har krav på.
Stjerneproduceren Kim Hyttel, der blandt andre har arbejdet sammen med Kim Larsen, C.V. Jørgensen og Sort Sol, vil med appen Playn.Site forsøge at bryde med streamingtjenesternes manglende transparens, skriver Børsen.
Læs også: Spotify runder 276 millioner betalende brugere, men taber penge i andet kvartal
Appen skal give et tydeligere overblik over musikernes streamingtal, og hvor mange penge, man som musiker, er berettiget til.
Sidste år udgjorde streamingtjenester, ifølge Danmarks Statistik, 89% af det danske musiksalg. Samtidigt kunne Spotify også offentliggøre, at danske artister havde genereret 334 millioner kroner fra streaminggiganten i 2024. Kim Hyttel mener dog, at det kun er omkring syv procent af indtægterne, der ender i musikernes pengepung.
”Musik er den største kulturvare, der findes, men samtidig er det, der foregår nu, rent pirateri over for kunstnerne. Og jeg forventer bestemt, at de store selskaber på en eller anden måde vil forsøge at stoppe os,” siger den 72-åriger topproducer til Børsen og fortsætter:
”Men jeg håber også, at nogle af de organisationer, der repræsenterer musikerne, vil samarbejde med os om at samle kræfterne og gøre det muligt for alle at kigge musikindustrien i kortene.”
Det skulle heller ikke være første gang, at danske musikorganisationer har reageret på den ugunstige tendens. I vinters skrev syv af den danske musikverdens hovedorganisationer et debatindlæg stillet til kulturministeren Jakob Engel-Schmidt (M) og bragt af Kulturmonitor.
”Det er helt urimeligt, når en grundlæggende, uholdbar digital industri får lov at udsulte den musikalske fødekæde for egen vinding,” lød det i debatindlægget.
Læs også: Spotify hæver priserne i Europa
Der har også før været opråb fra den internationale musikscene om musikbranchens udfordrede streamingøkonomi. Sidste år var den britiske superstjerne James Blake ude med en række opslag på mediet X, hvor han kommenterede på streaminggiganternes magt i musikindustrien og fremhævede platformen Indify som et mere bæredygtigt streaming-alternativ.
”Musikindustrien er mere end fucked, og musikere bliver kneppet hårdere end nogen andre. Jeg er ekstremt heldig for at have været en del af industrien, før streaming overtog, og før alle de skumle aftaler blev lavet bag vores ryg", skrev James Blake blandt andet i et af opslagene.
Kim Hyttels nye app er støttet af to private investorer, og den fortsat i gang med at blive færdigudviklet, udtaler han til Børsen.