Nyhed

Ny turné hylder Shu-bi-dua

Tre tidligere Shu-bi-dua medlemmer skal med på turnéen.

Fra januar 2026 drager Danmarks Underholdningsorkester på turné med 12 koncerter rundt i landet, der skal hylde Shu-bi-dua.

Læs også: Shu-bi-dua anmeldt album for album – 1 til 6 stjerner

”Der findes melodier, man kan høre helt uden radio. De hænger bare i luften. For mange mennesker er Shu-bi-dua selve lyden af Danmark. Deres sange synges rundt om Sankt Hans-bålet, i julestuerne og ved festbordene på tværs af generationer,” udtaler John Frandsen, som administrerende direktør for Danmarks Underholdningsorkester, i en pressemeddelelse. Han fortsætter: ”Vi glæder os over at få lov til at skabe en symfonisk klangbund for en stor og broget buket af sange, der er blandt de mest elskede i dansk folkekultur.”


Pressemeddelelsen oplyser, at de tre tidligere Shu-bi-dua medlemmer, Michael Hardinger, Jørgen Thorup og Kim Daugaard, slutter sig til orkestret på scenen. Derudover kan publikum glæde sig til at opleve B-Joe Johansen, Flemming Olsen og Rasmus Schwenger, som tilsammen udgør den fulde besætning i Shu-bi-dua 2.0. 

”Jeg har altid drømt om at synge foran et helt orkester med strygere og blæsere. At den drøm går i opfyldelse som forsanger i Shu-bi-dua overgår min vildeste fantasi.” Sådan udtaler Jørgen Thorup i en pressemeddelelse.

Turnéen kan opleves fra januar 2026. Billetsalget åbner fredag den 29. august kl. 10.00 og kan tilgås her. Se den fulde turnéplan nedenfor. 


ANNONCE