Nyhed

Ny video foreviger særligt liveøjeblik med Zar Paulo – se den her

Aarhus-bandet Zar Paulo er ude med en svedig livevideo fra deres anmelderrroste koncert på NorthSide.

Zar Paulo er ude med en livevideo fra deres koncert på NorthSide, hvor de fremfører deres seneste single ”Telefonperson”. I videoen favner et digitalt kamera med et 2000-look, sjove kameravinkler og utallige close-ups bandets i forvejen retro-hyldende stil.

Læs også: Feministisk musikfællesskab nedlægger sig selv

Et svedigt øjeblik
I videoen ser vi en dansende, svedig og energisk frontmand Emil Vammen performe, og et publikum, der forsøger at synge med så godt, de nu kan, på den forholdsvis nye single. ”Telefonperson” udkom den 4. april – blot et par måneder inden bandets koncert på NorthSide og er siden udgivelsen blevet hørt over én million gange på Spotify.


Ifølge en pressemeddelelse, sendt ud i forbindelse med singlen, er ”Telefonperson”: "En kommentar til, hvordan telekommunikationsteknologi former eksistensen på godt og ondt." Man kan måske fristes til at tro, at livevideoens oldschool-look skal ses som endnu et nik til emnets mange lag. 

Se den her. Artiklen fortsætter under opslaget.


GAFFAs anmelder kvitterede med fem stjerner for koncerten på NorthSide og var mildest talt blown away over Aarhus-bandets evne til at suge publikum ind i deres univers: "Da Emil efterfølgende trækker begge arme op over hovedet under 'Elendig Software', sender han et blik ud til publikum, som straks forstår opfordringen. En skov af hænder vokser op i teltet, og allerede ved første omkvæd bliver bevægelsen fælles ejendom."

Vores anmelder nævnte også, at ”Telefonperson” blev modtaget med stor begejstring i NorthSide-teltet i Smilets By. Selvom sættet var altopslugende, efterspurgte anmelderen alligevel noget mere nytænkning: ”Set i lyset af festivalen var koncerten et klart højdepunkt, der levede op til forventningerne, men fra Zar Paulos eget perspektiv håber jeg, at de fremover vil give sig selv den gave at udfordre sig selv med et mere nyskabende sæt.” 

Zar Paulo er aktuelle i DR-dokumentarserien Elendig Software (2025), der kredser om bandets debutalbum af samme navn. Du kan læse vores anmeldelse af serien her.


ANNONCE