Nyhed

Parcels nye single får plads på internationalt anerkendt mixtape

Singlen "Summerinlove" får international anerkendelse og teaser bandets kommende, meget personlige album

Australske Parcels er klar med deres nye single "Summerinlove", der bliver første smagsprøve fra det kommende mixtape Bose x NME: C25. Det skriver NME.

Mixtapet har siden relanceringen i 2023 samlet lovende musikalske talenter fra hele verden og har tidligere haft navne som Laufey, Artemas, King Princess og Genesis Owusu med ombord. C23 og C24 har til sammen over 100 millioner streams. "Summerinlove" kan streames nu, mens C25-mixtapet udkommer d. 19. september 2025.

I 2018 udgav Parcels deres debutalbum Parcels, hvor vores anmelder beskrev bandet som "et frisk pust fyldt med karakter".

Læs også: Funky australiere spillede solen frem

Nyt album på vej
Udover at være på tracklisten til Bose x NME: C25 er Parcels nye single en del af deres tredje album Loved. Albummet lander den 12. september og byder ifølge bandet selv på en mere personlig og dyb lyd end tidligere:

”Det er et meget indadvendt album for os alle, så personligt og så dybt, at det til tider kan være ret ubehageligt,” fortæller Parcels til NME i en udtalelse om opfølgeren til deres tidligere dobbeltalbum Day/Night fra 2021.

”Men jeg tror, det er det, Parcels er. Vi har hver især vores individuelle rejse, og så prøver vi at skabe et rum, hvor vi kan samle alles oplevelser i den samme verden og udtrykke det som en fejring.”

Parcels har haft et travlt år med optrædener på Glastonbury og Coachella og drager i næste måned ud på en stor europæisk turné, der blandt andet rammer Wembley Arena i London. Når Bose x NME: C25 udkommer digitalt den 19. september, vender videoserien On Tape også tilbage med eksklusive liveoptagelser fra mixtapets kunstnere.

Hør den nye single "Summerinlove" nedenfor.

ANNONCE