Koncerten i Falkonersalen d. 15 november har længe været udsolgt, men nu sætter gruppen endnu en koncert i salg.
Kalaset har længe kunne glæde sig over, at deres store headlinershow i Falkonersalen den 15. november er udsolgt. Men nu er der flere, der kan få lov til at glæde sig. I dag offentliggør gruppen nemlig, at en ekstrakoncert den 20. november vil blive sat i salg. Det skriver en pressemeddelelse.
Læs også: Musik, der ramte plet: Halvårets bedste udgivelser – ifølge vores anmeldere
Den danske femmandsgruppe har de seneste år markeret sig som et markant navn på den danske livescene, blandt andet med numre som "Tag mig som jeg er" og "Riv i mit hår". Kombinationen af fængende melodier og stærke liveperformances har gjort deres koncerter til velbesøgte koncertoplevelser på årets festivaler.
Kalaset har også op til flere gange gjort sig bemærket her hos GAFFA – blandt i en seksstjernet albumanmeldelse, der kaldte deres seneste album Poker for ”årets album”. Koncerten på Jellingfestival affødte endnu en anmeldelse med fuld plade på stjerner.
Ekstrakoncerten i Falkonersalen den 20. november giver endnu en mulighed for at opleve bandet i København, inden året er omme. Billetsalget åbner torsdag den 21. august kl. 10.00 via Kalasets egen hjemmeside.