Det britiske band genbesøger deres sjette studiealbum på nyt liveudspil.
Radiohead udgav i går et nyt livealbum med titlen Hail to the Thief, hvor de genbesøger deres sjette studiealbum af samme navn fra 2003. Livealbummet indeholder optagelser fra koncerter i London, Amsterdam, Buenos Aires og Dublin, indspillet mellem 2003 og 2009. Her præsenteres lytteren for et ungt og energisk band, der med deres elektriske og eksperimenterende lyd giver publikum deres penge værd.
Læs også: Oasis-turné forventes at bidrage til højere inflation
I forbindelse med udgivelsen af livealbummet har Radiohead også udgivet en koncertoptræden med sangen "There, There" i Buenos Aires fra 2009. Optagelsen er som en tidsrejse ind i slut-00’erne og viser svedige bandmedlemmer med hår i øjnene og drømmende blikke. En hypnotisk optræden, der viser Radiohead i deres storhedstid. Om liveoptagelserne udtaler Radioheads forsanger Thom Yorke i en pressemeddelelse:
"Vi besluttede at få de her livekoncerter mixet og udgivet. Det ville være sindssygt at holde dem for os selv. Det har alt sammen været en forløsende proces. Vi håber meget, I vil nyde dem."
Livealbummet udkommer i en vinyludgave den 31. oktober. Pladen er et limited one-off tryk, hvilket betyder, at den ikke genoptrykkes.
Sidst vi hørte fra Radiohead var i 2021, hvor de udgav triplealbummet Kid A Mnesia. Den 43 numre lange plade er en sammenkogning af albummet Kid A fra 2000 og Amnesiac fra 2001 samt en tredje disk med et virvar af genudgivelser og nye versioner. Albummet fik fire stjerner af GAFFAs anmelder og blev beskrevet som en cocktail af mange års eksperimenterende musik destilleret ned i ét album. Slutteligt skrev vores anmelder i anmeldelsen: "Hvis du skal erhverve dig Kid A Mnesia, skal du så sandelig ikke gøre det for ekstramaterialet. Gør det for et af dette årtusindes første store, rytmiske mesterværker og dens alt for oversete lillesøster." Læs resten af anmeldelsen her.