Albummet, der snart får sig en tilhørende film, scorede seks stjerner af vores anmelder.
Artpop-duoen Magdalena Bay har, i anledningen af årsdagen for deres anmelderroste Imaginal Disk-album, offentliggjort, at de arbejder på en film til pladen. Det skriver gruppen i et Instagram-opslag.
Læs også: FKA Twigs varsler nyt album: "Min fødsel går i gang i næste måned"
”Det er helt sikkert vores hidtil mest ambitiøse foretagende, og det vil blive gjort på et tidspunkt ... snart ... og vi deler mere information omgående. Tak for jeres tålmodighed. Mere snart,” lyder det i opslaget.
Imaginal Disk markerede et stilskift for duoen, hvor de bevægede sig væk fra den alternative pop-lyd fra debuten og over til en komplet genre-sammensmeltning af både dansabel synthpop og progressiv psykedelia.
Da pladen udkom, modtog den fuld plade fra GAFFAs anmelder og ordene: ”Det her er noget af det bedste popmusik – og noget af det bedste musik overhovedet – som er udgivet på de brede platforme i lang tid. Magdalena Bay har skudt papegøjen!”.
Duoen optrådte også på årets Roskilde Festival, og de er allerede tilbage på dansk grund den 24. februar 2026, hvor de giver koncert i Store Vega. Billetsalget er i gang.