Nyhed

Sidste omgang med Ternet Ninja: Nyt stjernebesat soundtrack

Anders Matthesen er ”på klubben igen” med Tessa, Benjamin Hav og Blæs Bukki på det nye soundtrack til Ternet Ninja 3.

Den tredje og sidste film i Ternet Ninja-rækken har premiere i danske biografer i dag, den 21. august, og i den forbindelse er soundtracket til filmen også udkommet som album på diverse streamingtjenester.

Læs også: Anders Matthesen: "Nogle ting kan jeg sagtens genkende fra mit eget liv"

Her har Anders Matthesen allieret sig med nogle af de største danske musikere lige nu, både via stærke features og veletablerede producere.

På albummets trackliste ses navne som Benjamin Hav, Tessa og Blæs Bukki, der er kendt fra gruppen Bikstok, og de leverer hver især deres særpræg til sangene. "På klubben igen" lyder unægteligt som et nyt Tessa-hit, mens duetten "BFFNMWH" giver fornemmelsen af, at Matthesen og Benjamin Hav er som skabt for hinanden. 

Læs også: Tessa vil have "jeres smukke ansigter med på scenen"


Det er dog ikke kun med sine features, at Anders Matthesen har mænget sig med stærke musikere. På producersiden rummer soundtracket numre fra både Eloq, der var med til at danne Cheff Records, Emil Falk, der blandt andet har skrevet musik for Benjamin Hav, og Phlake-musikeren Jonathan Elkær. Matthesen selv har også produceret et udvalg af numrene.

Alle tre film i Ternet Ninja-trilogien har haft et stærkt soundtrack, hvor flere af sangene er gået viralt – både blandt børn og voksne. Det helt store hit fra Ternet Ninja 1, ”Pesto”, har i skrivende stund omkring 9,5 millioner streams og er produceret af Kewan Padre – produceren bag store hits som Gillis ”C’est la vie” og Tessa og Klamfyrs ”Blæstegnen”. Padre, under kunstnernavnet KewanLiggerBeatetNormal, producerede også sangen ”Bad Boy” fra Ternet Ninja 2, der hurtigt fik et liv på TikTok.

Hør det nye soundtrack her:


ANNONCE