Et medlem af den prominente 80’er-gruppe udgiver en selvbiografi om sin tid i det britiske band.
The Smiths-trommeslageren Mike Joyce har annonceret en selvbiografi med titlen The Drums, som er på gaden den 6. november, skriver Pitchfork.
Læs også: Her er de 10 mest ikoniske sange fra Morrissey og The Smiths
Bogen giver et førstehåndsindblik i bandets historie fra "den selvudråbte største Smiths-fan i verden", lyder det i produktbeskrivelsen på salgssiden. Musikerens ”ærlige og vittige perspektiv giver ham mulighed for at rekontekstualisere fans' yndlingsøjeblikke” gennem sårbare og menneskelige betragtninger.
Det er New Modern, et imprint af forlaget Putman Publishing, som står bag udgivelsen.
Det er ikke første gang, at et The Smiths-medlem har udgivet en biografi om tiden i det kortlivede men skelsættende jangle popband. Morrissey udgav i 2013 sin memorier i form af Autobiography, som blev udgivet gennem Penguin Classics. I 2016 fulgte Johnny Marr trop med Set the Boy Free.
Sammen med Johnny Marr dannede Mike Joyce, forsanger Steven Patrick Morrisey og bassist Andy Rourke The Smiths i 1982. Blot fem år senere gik bandet i opløsning, og siden har medlemmerne flere gange afvist at gendanne det.
I 1996 sagsøgte Joyce desuden sine tidligere Smiths-kolleger Johnny Marr og Morrissey for en ligelig andel af royalties for bandets optrædener og indspilninger. Trommeslageren vandt sagen og blev tilkendt et større kompensationsbeløb fra Morrissey og Marr.