Det er endnu ukendt, hvor meget priserne vil stige.
Spotify har annonceret endnu en omgang prisstigninger for deres Premium-abonnement, som denne gang rammer deres europæiske marked.
Læs også: King Gizzard & The Lizard Wizard fjerner næsten al deres musik fra Spotify
I et kort blogindlæg oplyser den svenskbaserede streaminggigant, at brugere i en lang række regioner – herunder Sydasien, Mellemøsten, Afrika, Europa, Latinamerika og Asien-Stillehavsområdet – snart vil modtage en e-mail med information om de nye abonnementspriser.
"For at kunne fortsætte med at udvikle vores produkter og funktioner og give brugerne den bedst mulige oplevelse, justerer vi af og til vores priser," lyder det fra Spotify i blogindlægget.
Spotify ikke har offentliggjort en komplet liste over de berørte lande, og det er også ukendt, hvor meget priserne kommer til at stige.
Streaminggiganten offentliggjorde for nylig sit regnskab for april-juni 2025 (Q2). Her fremgår det, at Spotify nu har 276 millioner Premium-abonnenter, hvilket er en stigning på 8 millioner sammenlignet med forrige kvartal og 12 procent højere end samme tid sidste år. Det samlede antal månedlige brugere lander nu på hele 696 millioner, en vækst på 11 procent.
Læs også: Spectre eller Spotify? Der går et spøgelse gennem musikken
Ifølge selskabet selv er det anden gang i Spotifys historie, at man oplever så stor brugerfremgang i andet kvartal, og man forventer, at væksten fortsætter i tredje kvartal.
Alligevel endte regnskabet med røde tal. Spotify havde en nettoomsætning på 4,2 milliarder euro – en stigning på 10 procent sammenlignet med året før – men det var stadig under egne forventninger. Samtidig faldt selskabet fra et overskud på 274 millioner euro i Q2 2024 til et underskud på 86 millioner euro i Q2 2025.