Lanceringen af den nye chat-funktion kommer i forlængelse af flere udfordringer hos streamingtjenesten.
Spotify lancerer en ny chat-funktion, som gør det muligt for brugere at dele musik, podcast og lydbøger med venner og familie på appen. Det skriver Spotify selv i en pressemeddelse på deres hjemmeside.
Læs også: The Hives: "Spotifys mål er at undgå at betale kunstnere"
Chat-funktionen kommer i forlængelse af Apple Musics lancering af muligheden for at overføre playlister fra andre streamingtjenester, når du opretter en Apple Music-konto. Samtidig har Spotify oplevet, at flere artister har trukket deres musik fra platformen grundet for få royalties og bekymrende investeringer. Spotify varslede derudover også for nylig endnu en runde med prisstigninger for abonnenter.
Den nye funktion gør det lettere for Spotify-brugere at dele udgivelser, de er begejstrede for. Førhen har det kun været muligt at gøre gennem andre chat-platforme, men ifølge Spotify selv, har de oplevet stor efterspørgsel på denne funktion, og brugernes bønner er altså blevet hørt.
Læs også: Lil Nas X kommer med første udtalelse siden anholdelse
I pressemeddelelsen skriver Spotify dog, at chat-funktionen ikke er lavet for at erstatte andre chat-platforme: “Som altid bør du fortsætte med at dele Spotify-indhold direkte via dine foretrukne platforme som Instagram, Facebook, WhatsApp, Snapchat, TikTok og andre. Beskeder på Spotify er designet til at supplere disse integrationer – ikke erstatte dem.”
Spotify skriver også, at den nye chat-funktion åbner nye døre for forfattere, artister og creators generelt, fordi alle nu kan dele ting, de er begejstrede for, og dermed hjælpe med at øge nysgerrigheden for nye artister på platformen.