SZA har netop indgået et partnerskab med Vans, der gør hende til skateboardmærkets nye kunstneriske leder.
R&b-stjernen SZA er netop blevet udnævnt til kunstnerisk leder i et flerårigt partnerskab med skatermærket Vans. Det skriver Digital Music News.
Læs også: Nicki Minaj sviner SZA til i offentlig fejde
Som kunstnerisk leder skal SZA arbejde tæt sammen med Vans for at gennemgå kommende kampagner, og hun skal desuden være med til at designe eksklusive produktkollektioner. Partnerskabet skal ifølge Vans "fusionere hendes unikke vision med brandets kreative og ungdommelige ånd."
Sangeren forklarer selv, at hendes mission som kunstnerisk leder er at vise, at "glæde, fællesskab, kreativitet og mode stadig er krydsfelter. At menneskelighed, kultur og forbindelse stadig er adgangspunkter. Jeg har lært, at mod og nysgerrighed er kuren mod usikkerhed, det er en livsstil, og Vans er forkæmpere for den ånd."
SZA, der tidligere har delt pladeselskab med Kendrick Lamar, er i øjeblikket med på Compton-rapperens igangværende turné, Grand National Tour, der har vist sig at være den mest succesfulde duo-turné til dato. Hun var også med på to sange fra Kendrick-albummet GNX fra sidste år og gæstede desuden rapperens Super Bowl Halftime-Show tidligere i år.