På hjemmesiden kan man finde massevis af tøj og plakater med rapperens navn og udseende. Nu er der lagt sag an mod e-virksomheden.
Temu er blevet sagsøgt af selskabet Gas Drawls, der ejer MF Dooms musik, for varemærkekrænkelse efter at have solgt varer, der efterlignende den afdøde rappers merchandise. Det skriver Music Business Worldwide.
Læs også: DOMMEDAG: Rapperen MF DOOM (1971-2020) er gået bort
I sagsanlægget er der vedhæftet adskillige eksempler på, hvordan gigant-e-handelsvirksomheden har brugt MF Doom i sit design, herunder t-shirts, kasketter og plakater – ofte både med rapperens udseende og navn på.
"I stedet for at føre tilsyn af sine produkter for at beskytte sig mod krænkelser, vælger [Temu] at profitere fra salget af sådanne produkter, og tilsidesætte kunstnerens og brandets rettigheder," lyder det i sagsanlægget.
Udover varemærkekrænkelsen samt at have brugt rapperens navn og udseende i strid mod amerikanske og californiske love, så fremfører søgsmålet også seks andre anklager, herunder falsk endossering. Gas Drawls mener nemlig, at brugen af MF Dooms navn og varemærke har skabt "det falske indtryk af, at sagsøgeren endosserer Temu."
Søgsmålet kræver et permanent forbud for Temu mod at sælge MF Doom-merchandise, og en retskendelse, der kræver, at e-virksomheden øjeblikkeligt tilbagekalder og fjerner al reklame for disse produkter. Gas Drawls kræver samtidigt en tilbagebetaling af udbyttet fra salget af disse produkter plus et kompensationsbeløb, "der er tilstrækkeligt nok til at hindre Temu i deres uretmæssige adfærd."
MF Doom, kendt både for sin metalmaske, sin superskurk-persona og sine excentriske rim, er en af de mest anerkendte undergrundsrappere gennem de sidste 25 år. I 2020 gik han bort i en alder af 49 år fra bivirkninger af blodtryksmedicin.
LÆS OGSÅ: Katy Perry får en bøde for uautoriseret musikvideooptagelse