Nyhed

The Black Keys erkender: Spotify-boykot har "helt klart skadet" bandet

Rockduoen mener, at beslutningen om at boykotte Spotify i en periode har haft langsigtede konsekvenser for deres karriere.

Næsten ti år efter at have afsluttet deres boykot af Spotify, erkender The Black Keys nu, at beslutningen havde langsigtede konsekvenser for deres karriere. Det skriver Digital Music News

Læs også: The Black Keys er klar med nyt album og friske samarbejder

I et interview med Far Out fortæller rockduoen, at fraværet fra verdens største streamingtjeneste i en periode har kostet dem på det kommercielle plan. Samtalen fandt sted i forbindelse med deres nye album No Rain, No Flowers, som udkom i fredags og nu er tilgængeligt på Spotify og andre digitale platforme.


The Black Keys har tidligere haft et anstrengt forhold til Spotify. I 2011 udgav de albummet El Camino uden at gøre det tilgængeligt på tjenesten, og ved Turn Blue i 2014 blev kun singlerne lagt op. Først i 2016 ophævede de boykotten og gjorde hele bagkataloget tilgængeligt.

"Der var ikke noget alternativ, hvis man ville have, at ens musik blev hørt af unge, der ikke køber plader," fortæller trommeslager Patrick Carney til Far Out. Han og guitarist/sanger Dan Auerbach understreger samtidig, at beslutningen "helt klart har skadet" bandet på den lange bane, selvom de ikke fortryder at have taget stilling.

I interviewet kritiserer de også den nuværende streamingkultur, som ifølge dem er præget af AI-genereret indhold, enorme mængder støj uden musikalsk værdi, Spotifys minimumsgrænse på 1.000 streams for at optjene royalties samt særaftaler for store pladeselskaber. Problemer, der især rammer nye kunstnere.


Alligevel mener de ikke, at al skyld ligger hos Spotify. En stor del af pengene, som tjenesten udbetaler, havner nemlig hos pladeselskaberne, inden kunstnerne får deres del.

Læs også: The Blacks Keys er tilbage med ny single fra kommende album

Diskussionen om streamingøkonomi er langt fra ny. Carney har tidligere været i offentlig dialog med Spotifys direktør Daniel Ek, men emnet er blusset op igen i 2025, blandt andet med kritik fra Snoop Dogg.


Hvad løsningen er, står stadig uklart. Men ifølge Digital Music News kan en kombination af traditionel streaming og direkte kontakt med superfans gennem alternative platforme være en vej frem. 

LÆS OGSÅ: AI-musiktjenester sagsøgt af countrymusiker: De valgte at stjæle sangene

ANNONCE