På Roskilde Festival havde flere kunstnere demonstranter med på scenen. Det får Tønder Festival til at stramme regelsættet.
Efter en sommer, hvor politiske budskaber har fyldt på flere af landets store festivalscener, har Tønder Festival besluttet at stramme sit regelsæt. Det sker med henvisning til “den seneste tids politisering”, ifølge Berlingske, som er kommet i besiddelse af en mail, festivalen har sendt til deres medarbejdere.
Læs også: KONTRAPUNKT: Må Roskilde Festival være politisk?
Her skulle det fremgå, at "flag og bannere bliver forbudt", og "hvis der kommer opfordringer fra kunstnerne til had og vold mod andre fra scenen, skal konferenciererne ved koncertens afslutning gøre det klart, at holdningerne ikke er gældende for Tønder Festival," skriver Berlingske.
På Roskilde Festival oplevede publikum flere gange aktivister og flag på scenerne sammen med de optrædende. Det skete blandt andet under koncerterne med irske Fontaines D.C. og danske MØ, der også blev flankeret af Greta Thunberg. I begge tilfælde var Roskilde Festival i forvejen blevet orienteret om, at der ville komme aktivister op på scenen.
Roskilde Festival blev efterfølgende politianmeldt, ifølge TV 2 Kosmopol som dog ikke kunne få svar på, præcis hvad anmeldelsen handlede om. Udsagnet "From the river to the sea, Palestine will be free", der blev råbt fra scenen under Fontaines D.C.-koncerten, har dog skabt debat, da det af nogle bliver betragtet som antisemitisk, mens andre bruger det for at vise støtte til det palæstinensiske folk.
Læs også: Regina Spektor til Palæstina-støtter: "Jeg synes, I skal gå"
Det skulle blandt andet være begivenheder som disse, der har medført de nye retningslinjer. Ifølge festivalens udtalelser til Berlingske vurderes det ikke som regelbrud, hvis kunstnere vælger at bruge flag eller bannere på scenen. Det samme gælder for politiske ytringer – så længe de ikke er hadefulde eller opfordrer til vold.
Kristina Lehmann Schjøtt, administrerende direktør for Tønder Festival, udtaler til DR, at skærpelsen sker af rent sikkerhedsmæssige årsager.
"Når der står nogen og råber noget fra scenen, kan det skabe tumult? Det er det, vi har forholdt os til."
Tønder Festival finder sted den 27. til 30. august.