Nyhed

21 kulturorganisationer vil have ændret barselslovgivningen

Flere danske kulturorganisationer vil have ændret barselsreglerne for dem, der kombinerer flere typer indkomst.

En ny alliance bestående af 21 organisationer på tværs af kulturliv og kreative erhverv kræver politisk handling for at rette op på en barselslovgivning, som efterlader op mod otte procent af den danske arbejdsstyrke uden ret til barselsdagpenge. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Koda.

Læs også: Dansk Kulturliv præsenterer kulturpolitisk ønskeliste til finansloven 2026

Gruppen foreslår derfor fire konkrete ændringer, der skal sikre mere retfærdige vilkår for bl.a. kunstnere, musikere og freelancere. Se de konkrete forslag i bunden af artiklen.


Ifølge pressemeddelelsen rammer den nuværende lovgivning især dem, der kombinerer flere typer indkomst – eksempelvis lønmodtagerarbejde, honorarer og selvstændig virksomhed. Denne gruppe falder i dag "mellem to stole", fordi systemet kun anerkender én indkomsttype, hvilket betyder, at tusindvis mister retten til barselsdagpenge trods dokumenteret aktivitet på arbejdsmarkedet. Ifølge Arbejdskraftundersøgelsen fra 2023 har omkring 250.000 danskere mere end én form for beskæftigelse.

En af de 21 organisationer, der indgår i alliancen og bakker op om de fire nye forslag, er Dansk Kulturliv, og her mener sekretariatsleder Jakob Sørensen at problemet bunder i et forældet og firkantet system, der stadig er indrettet til traditionelle lønmodtagere.

"En stor del af Danmarks arbejdsstyrke har i dag ikke ret til barselsdagpenge, alene fordi deres indkomst er sat sammen på en anden måde end i traditionelle jobs. (...) Den skævhed rammer kultursektoren særligt hårdt, og det tjener hverken kulturen, kunstnerne eller os som arrangører og kulturformidlere. Det skal vi have rettet op på," udtaler han i pressemeddelelsen.


Læs også: Ny dansk musikplatform: "80 procent skal gå direkte til kunstneren"

Koda peger samtidig på, at den nuværende praksis især rammer kvinder hårdt. En rapport udarbejdet med tænketanken Equalis viste i 2025, at syv ud af ti musikere har dårlig adgang til indkomst under barsel, og at næsten seks ud af ti kvindelige musikere har svært ved at vende tilbage efter en barselsperiode.

"Den nuværende lovgivning går især ud over kvinderne, som i mange tilfælde risikerer at forlade musikbranchen på grund af de dårlige barselsvilkår. Det viser med al tydelighed, at vi har brug for et system, der understøtter alle," udtaler forperson i Koda, Loui Törnqvist.


Alliancen samler organisationer fra hele kulturområdet, herunder Dansk Kulturliv, Dansk Musiker Forbund, Dansk Skuespillerforbund, IFPI og Koda. Gruppen håber, at lovgivningen kan moderniseres, så branchens arbejdsvilkår afspejler den virkelighed, mange kulturarbejdere står i i dag.

 


ANNONCE