Man siger, at alt godt kommer til den, som venter: Nu løfter den amerikanske rapper endelig sløret for både udgivelsesdato og cover på sit kommende album.
A$AP Rocky har netop delt et opslag på Instagram, hvor han afslører nye detaljer om albummet Don’t Be Dumb. Nu kan man blandt andet se albumcoveret, der viser sig at være skabt i samarbejde med filmskaberen Tim Burton.
Læs også: A$AP Rocky og Rihanna vil opkalde deres næste barn efter forsvarsadvokat
I opslaget skrev rapperen: "Undskyld for ventetiden. Don’t Be Dumb er her endelig! Tak, Tim Burton, for at hjælpe mig med at lave den her film! Lander snart."
Kort efter følger endnu et opslag med kommentaren: "National Nothing Day - Don’t Be Dumb," som afslører udgivelsesdatoen, den 16. januar.
Se opslaget nedenfor. Artiklen fortsætter efterfølgende.
Tim Burton har skabt coveret til albummet og skulle ifølge A$AP Rocky have været meget begejstret for det nye album. Rihanna, Rockys partner, har ligeledes vist sin begejstring i en kommentar på Instagram-opslaget: "Så fucking stolt!!!! KOM SÅ, BABY"
I et interview med Variety tilbage i november fortalte rapperen desuden, at Danny Elfman har lavet lyd til flere af numrene på det kommende album. Elfman har også tidligere samarbejdet med Tim Burton på flere af hans film, herunder Charlie og chokoladefabrikken.
Det nye album kommer blandt andet til at indeholde de allerede udgivne sange “Highjack”, “Taylor Swift”, “Ruby Rosary” og “Pray4DaGang”. Albummet var sat til at blive udgivet i august 2024, men er blevet udskudt flere gange.
Rapperens seneste album Testing fra 2018 fik tre stjerner af GAFFAs anmelder:
“Rockys to første plader har opnået mere eller mindre klassikerstatus inden for new school-hiphoppen i 2010’erne. Set i lyset af, hvad både Long.Live.A$AP og At.Long.Last.A$AP kunne, mangler der i den grad numre, som tør tage lyriske og kunstneriske chancer.”


