Nyhed

Afstemningen er slut: Israel må gerne deltage i Eurovision Song Contest

Fire lande trækker sig fra Eurovision 2026 efter grønt lys til Israel, mens tre andre fortsat overvejer deres fremtid i konkurrencen.

Eurovision-verdenen blev torsdag aften kastet ud i uroligheder, da European Broadcasting Union (EBU) under en generalforsamling i Genève vedtog et nyt regelsæt, der indirekte baner vejen for Israels fortsatte deltagelse i konkurrencen i 2026. Beslutningen får nu fire lande til officielt at trække sig: Spanien, Irland, Slovenien og Holland.

Læs også: Ole Tøpholm: "Den sang vil jo aldrig få en topplacering"

De nye regler blev vedtaget efter en anonym afstemning blandt EBU’s medlemslande - uden at Israels deltagelse var et direkte punkt. Ikke desto mindre var konsekvensen klar: Israel kan fortsætte i Eurovision, så længe det tilpasser sig den nye struktur.

Flere lande havde længe signaleret, at de ville overveje en boykot, hvis Israel fik grønt lys. Torsdag gjorde fire af dem (Spanien, Holland, Irland og Slovenien) alvor af truslen, mens Island, Portugal og Belgien fortsat overvejer deres næste skridt, ifølge DR.

Spanien - som er en del af “Big Five” - har aldrig tidligere har stået uden for konkurrencen. De fem storbidragydere (Spanien, Tyskland, Frankrig, Italien og Storbritannien) er automatisk garanteret en finaleplads hvert år, men i 2026 bliver Spanien altså ikke at finde på scenen.

Fra dansk side lød der andre toner. DR’s generaldirektør Bjarne Corydon deltog i generalforsamlingen og stemte for de nye regler – og dermed indirekte for fortsat israelsk deltagelse, ifølge Ekstrabladets oplysninger.


Ifølge lektor på Aarhus Universitet Lisanne Wilken har afstemningen dog afværget en langt større krise for EBU, da landene ikke skulle stemme om, hvorvidt Israel måtte deltage eller ej, men i stedet om et nyt regelsæt for konkurrencen:

"Fra EBU's side har man fået lukket en konflikt, der var ved at splitte selve organisationen ad. Krisen for Eurovision og EBU er nok mindre nu, da man slap for at have en afstemning om Israel, men simpelthen blev enige om, at nu stoler man på de tiltag, som EBU har taget," siger hun til DR.

Sagen udvikler sig fortsat, og der spekuleres i, at flere lande kan vælge at melde sig ud af 2026-udgaven. I Island skal RÚV’s bestyrelse nu drøfte sagen, oplyser det islandske medie Morgunblaðið. Det samme er i skrivende stund gældende for Belgien og Portugal.

ANNONCE