Nyhed

Efter anklager: Aviciis tidligere manager sagsøger familien

Arash "Ash" Pournouri mener, at han fejlagtigt er blevet gjort ansvarlig for Aviciis død – og går nu rettens vej.

Aviciis tidligere manager Arash "Ash" Pournouri har anlagt sag mod det selskab, der er ejet af den afdøde dj’s familie. Ifølge Ash er han i flere sammenhænge blevet udpeget som ansvarlig for Aviciis psykiske mistrivsel og selvmord.

Læs også: Avicii-koncert til gavn for unges mental sundhed vender tilbage

Den tidligere manager peger blandt andet på dokumentaren Avicii: True Stories samt to bøger, som han mener fejlagtigt fremstiller ham som den, der pressede Avicii, med det borgerlige navn Tim Bergling, til at fortsætte med at turnere mod sin vilje. Det skriver norske Dagens Næringsliv.


Ifølge Ashs advokat er formålet med søgsmålet ikke at kræve økonomisk erstatning, men at få en personlig oprejsning, skriver Omni.

Tim "Avicii" Bergling døde som 28-årig i 2018.

Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmarks redaktion.


ANNONCE