Nyhed

Billie Eilish kritiserer AI-industriens klimaaftryk i nyt opslag

“AI bruger mere vand end hele flaskevandsindustrien,” lyder det fra den amerikanske popstjerne på Instagram

Billie Eilish kaster sig endnu engang ind i klimakampen. I et nyt opslag advarer hun om, at AI-industrien nu bruger mere vand end hele den globale flaskevandsindustri.

Læs også: Efter skudepisoder - Billie Eilish kræver våbenreform

Ifølge nye tal bruger AI-industrien nu mere vand end hele den globale flaskevandsindustri tilsammen. Oplysningerne stammer fra en ny rapport, lavet af den hollandske forsker Alex de Vries-Gao, der viser, at datacentre og kunstig intelligens i 2025 har haft et forventet forbrug på mellem 312 og 764.6 milliarder liter vand. 


Det overgår langt det samlede globale forbrug af flaskevand, som anslås til omkring 450 milliarder liter om året.

En stor del af vandforbruget går til køling af servere og avancerede chips, som udvikler ekstrem varme under træning og brug af AI-modeller. Studiet peger på, at bare en enkelt besked til en chatbot kan forbruge op til en hel flaske vand. Det kan være et problem, da mange af de store datacentre ofte er placeret i områder, der allerede er ramt af vandmangel.

Læs også: Billie Eilish om Elon Musk: "Fucking patetisk pussy bitch kujon"


Ikke første gang hun råber op

Det er dog langt fra første gang, at Billie Eilish er ude med riven. 

Bare i 2025 har popstjernen råbt op om alt fra strammere våbenlovgivning i USA til at kritisere de amerikanske milliardærer for ikke at bidrage nok til samfundet. 


Hun har desuden selv engageret sig i klimakampen gennem samarbejder med organisationer som Music Declares Emergency og Reverb og har gentagne gange gjort klimakrisen til en vigtig del af sine koncerter.

ANNONCE