En advokat for Sonny Bones enke har oplyst, at hun vil anke dommen.
Cher har fået medhold i en langvarig juridisk strid med arvingerne efter hendes tidligere musik- og ægtefælle Sonny Bono. Det står klart efter en afgørelse fra en føderal domstol i Californien, hvor dommer John A. Kronstadt har slået fast, at Cher fortsat har krav på halvdelen af indtægterne fra duoens klassiske sange og indspilninger. Det skriver Music Business Worldwide.
Læs også: Her er de 25 mest ikoniske internationale popsange
Sagen begyndte i 2021, da Cher sagsøgte Sonny Bonos enke, Mary Bono, efter boet havde meddelt, at hendes 50 procents royaltyandel ville blive “opsagt”. Aftalen om lige deling stammer fra parrets skilsmisse i 1978 og dækker alle kompositioner og optagelser lavet før bruddet i 1974 - herunder ikoniske hits som “I Got You Babe”, “Baby Don’t Go” og “The Beat Goes On”.
I dommen, der faldt 26. november, tildeles Cher mere end 187.000 dollars, svarende til knap 1,2 millioner korner, for udgivelsesrettigheder, som Mary Bono ulovligt tilbageholdt. Dommeren konkluderer, at skilsmisseaftalen står over den amerikanske ophavsretslovs regler om “termination rights”, der ellers giver ophavspersoner mulighed for at “tilbagekalde” rettigheder efter en årrække.
I afgørelsen skriver dommeren, at Sonny Bonos arvingers forsøg på at opsige aftalen “ikke havde nogen virkning” på skilsmissens juridiske vilkår. En advokat for Mary Bono har oplyst til Rolling Stone, at hun vil anke dommen. Mary Bono var gift med Sonny Bono fra 1986 og frem til 1998, hvor han mistede livet i en skiulykke under en ferie i Nevada.
Cher blev i 2025 optaget i Rock and Roll Hall of Fame sammen med musikkollegaerne Ozzy Osbourne, Mary J. Blige, A Tribe Called Quest, Dave Matthews Band, Foreigner, Peter Frampton, Kool & the Gang, Jimmy Buffett, Mc5, Dionne Warwick og Big Mama Thornton.
Cher har tidligere kritiseret organisationen back Rock and Roll Hall of Fame for ikke at hylde Sonny Bono.
"Jeg har jo alt det, jeg kunne ønske mig, så sådan nogle ting generer mig normalt ikke," sagde Cher til mediet Vanity Fair i 2016. "Det generer mig lidt mere, fordi Sonny var en god sangskriver, og vi startede noget, som ingen andre gjorde. (...). Vi var mærkelige hippier, før der var et navn for det, da Beatles havde søde små frisurer og rundkravede jakkesæt... Vi påvirkede en generation, og jeg tænker: Hvad mere vil du have?" tilføjede hun.





