I den kommende tid skal prisuddelingen genopfinde sig selv i samarbejde med centrale aktører i musik- og kulturlivet.
Hverken i år eller i 2026 vil der blive afholdt Danish Music Awards. Det skriver Kulturmonitor. Udskydelsen skyldes et ønske om en udvikling i formatet – en proces, som nu er påbegyndt.
Læs også: Her er vinderne af årets DMA Roots
“Ambitionen er at lancere et nyt og tidssvarende format i 2027, hvis processen forløber som planlagt,” skriver IFPI, musikselskabernes brancheorganisation, i en meddelelse. Flere centrale aktører i musik- og kulturlivet vil i dialog med IFPI og samarbejde om udviklingen.
Da prisuddelingen ikke bliver afholdt i to år, vil de musikere, der har markeret sig i denne periode, heller ikke blive hyldet. Kommunikations- og public affairs-direktør i IFPI Danmark Rikke Johan Bak fortæller dog, at de bliver tænkt ind i de fremtidige planer for formatet.
Danish Music Award blev stiftet i 1989 og har både heddet IFPI-prisen og Danish Grammy, inden det blev ændret til det nuværende navn. Formatet har budt på 12 priser, hvor 10 af dem har været rettet mod den danske musikscene.
Deres akademi har indtil nu bestået af otte personer, der har en kunstnerisk og kommerciel indsigt i den danske musik, mens en jury, der er under Danske Agenters Sammenslutning, har stået for valget af vinderne.





