Nyhed

"Danmarks farligste plade" vender tilbage – 50 år efter chokudgivelsen

Nu får nye generationer mulighed for at stifte bekendtskab med et omdiskuteret album, der ved sin udgivelse vakte enorm opsigt.

Det kontroversielle og banebrydende album Bøsse af Bent Jacobsen bliver nu genudgivet både vinyl og cd i anledning af sit 50-års jubilæum. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Læs også: Falset og vocoder. Noget overlever tidens tand.

Albummet udkom oprindeligt i 1975 og regnes i dag som et af de mest markante og omdiskuterede værker i dansk musikhistorie. Ifølge pressemeddelelsen vakte pladen dengang stor opsigt med sin åbenlyse tematisering af homoseksualitet i en tid, hvor emnet fortsat var stærkt tabubelagt.


"Bent Jacobsens plade Bøsse er fra 1975, og jeg er født i 1977. Bent og Bøssepladen har trådt de stier og veje, som jeg og mange andre går på nu. Pladen har haft (og har) stor betydning for mange, der finder styrke og identitet i Bents smukke og flotte tekster," udtaler stifter af KulturSamler, Jesper Fredslund Andersen, der blandt andre står bag genudgivelsen.

På pladen finder man, udover Bent Jacobsen, blandt andet musikere som Nils Tuxen, Jens Rugsted, Anders Koppel og den dengang blot 18-årige Kasper Winding. I dag har albummet Bøsse opnået kultstatus og er eftertragtet på internationale musikmarkeder – ikke mindst for sit ikoniske cover med to nøgne mænd, der stadig vækker debat og undertiden censureres.

Læs også: Boganmeldelse: Danmarks farligste bog


I efteråret 2025 udkom historien om albummet også i bogform med titlen Danmarks farligste plade, skrevet af Bent Jacobsen og journalist Cathrine Errboe. GAFFA kvitterede bogen med fire stjerner og beskrev den som overraskende aktuel, selv 50 år efter albummets udgivelse.

Genudgivelsen af Bøsse på vinyl og cd giver nu nye generationer mulighed for at opleve en af sin tids mest banebrydende album.

ANNONCE