Efter tre år på landevejen med intime solokoncerter uden band er den danske popartist klar til at skrue op for energien igen.
Den danske popsanger Jacob Aksglæde vender tilbage med fuldt band, når han i november 2026 giver to koncerter i henholdsvis DR Koncerthuset den 20. november og Musikhuset Aarhus den 21. november. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Læs også: Pop med jahatten på – og en glædelig overraskelse undervejs
Efter tre år på landevejene med intime solokoncerter uden band er Jacob Aksglæde klar til at skrue op for energien igen. Publikum kan ifølge pressemeddelelsen forvente to festlige koncerter, hvor hits som "Giv lys igen", "Promilleromantikken" og "Fantomfølelser" får nyt liv i selskab med et helt nyt band.
"Nu er jeg klar til at brænde det hele af til to store fester i København og Aarhus med et helt nyt brandvarmt band. Alt er nyt, men alligevel føles det som hjemme at stå på scenen med et band foran jer," udtaler han i pressemeddelelsen.
Jacob Aksglæde debuterede i 2016 med et selvbetitlet album og har siden markeret sig som en fast del af den danske popscene. Dette efterår har han turneret med intimkoncerter over hele landet, hvor man blandt andet har kunnet opleve ham på Train i Aarhus. Her kvitterede GAFFAs anmelder med fire stjerner, og sluttede med ordene: "Tak, Aksglæde, for en koncert med masser af grin, god stemning og hjertevarme historier".
Læs også: Train blev til et snusket værtshus
Billetsalget til koncerterne den 20. november i DR Koncerthuset og 21. november i Musikhuset Aarhus starter den 1. december kl. 11.00 via allthingslive.dk.
Varm op til koncerterne med Jacob Aksglædes største hits her:


