Danske rappere dominerer listen, men flere nye danske artister har også fundet vej til årets opgørelse over de mest streamede kunstnere på Spotify herhjemme.
Spotify har i dag løftet sløret for årets Wrapped, og 2025-versionen viser endnu engang en massiv dominans af den danske musik. Listen afslører, at otte ud af årets ti mest streamede artister i Danmark er danske, hvor Gilli topper listen for syvende år i træk som Danmarks mest streamede artist på Spotify.
Læs også: De mest streamede album i 2024: Hvilke tendenser hersker på hitlisterne?
Listen er endnu engang præget af etablerede rapnavne som Lamin, Kesi, Artigeardit og Benny Jamz, som alle også optrådte på 2024's Spotify Wrapped. Dog har nye talenter som Annika, Aphaca og Anton Westerlin også gjort deres indtog på listen over mest streamede artister, ligesom de på mange måder har domineret den danske musikscene i år.
Med sin topplacering cementerer Gilli endnu engang sin position som en af dansk musiks absolut største skikkelser. Rapperen har gennem det seneste årti været en nøglefigur på den danske hiphopscene og har nu syv år i træk været landets mest streamede artist – en bedrift, ingen andre i Danmark kommer i nærheden af lige foreløbig.
I en pressemeddelse fremhæver Spotify desuden en bemærkelsesværdig stigning i streams af nye, kvindelige artister som Annika, Mille og Mumle.
På listen finder man også to internationale artister i stjernerne Drake og Taylor Swift, hvor sidstnævnte også var at finde på sidste års Spotify Wrapped. Begge artister har været albumaktuelle i år med henholdsvis $ome $exy $ongs 4 U og The Life of a Showgirl.




