Netflix-dokumentaren om Diddy, som har premiere i dag den 2. december 2025, er med 50 Cent bag roret som executive producer.
Sean “Diddy” Combs langer nu ud efter Netflix og rapperen 50 Cent i forbindelse med den kommende dokumentar Sean Combs: The Reckoning. Ifølge Combs’ hold er dokumentaren blevet til ved hjælp af hidtil uset materiale, som han hævder er “stjålet” og “aldrig godkendt til offentliggørelse.” Det skriver Rolling Stone.
Læs også: Politiet efterforsker nye anklager mod Diddy
I trailerens første klip, offentliggjort dagen før premieren tirsdag den 2. december, ses Combs i et hotelværelse i Manhattan, hvor han taler i telefon med sine advokater kort før sin anholdelse i september 2024. “Vi er nødt til at finde nogen, der vil arbejde med os,” siger en tydeligt presset Combs, mens han vipper med knæet. “Nogen, som har beskæftiget sig med det mest beskidte af det beskidte. Vi taber!”
Optagelserne stammer fra 10. september 2024 — seks dage før civilklædte betjente anholdt Combs i hotellets lobby. Han blev sigtet for sexhandel, sammensværgelse om afpresning og transport med henblik på prostitution. Combs blev frifundet for de mest alvorlige anklager i juli efter en otte uger lang retssag, men afsoner nu en fængselsstraf på 50 måneder for to domme om transport til prostitution.
Ifølge New York Times undersøgte Combs på det tidspunkt muligheden for selv at lave en dokumentar og havde drøftelser med Netflix, men parterne kunne ikke blive enige om graden af kreativ kontrol.
Combs' talsperson Juda Engelmayer har i en udtalelse til Rolling Stone kaldt dokumentaren “et skammeligt angreb” og kritiserer streamingtjenesten Netflix for at udvise “ringe respekt for Mr. Combs’ juridiske rettigheder og kunstneriske integritet.” Han tilføjer, at optagelserne viser “private øjeblikke, herunder samtaler med hans advokater, som tydeligvis ikke var tiltænkt offentligheden.”
Talspersonen kritiserer også, at 50 Cent (Curtis Jackson) er executive producer på dokumentaren. De to har længe været rivaler, og Jackson har offentligt moret sig over Combs’ fald. Engelmayer kalder ham en mand, der “har en personlig vendetta mod Mr. Combs og har gjort en karriere ud af at bagtale og sværte ham til.”
50 Cent har blandt andet beskyldt Diddy for at tage æren for andres arbejde. Han har også hævdet, at Diddy havde forbindelse til mordet på rapperen The Notorious B.I.G, og da anklagerne mod Diddy om blandt andet seksuelle overgreb blev offentlige, var 50 Cent hurtig til at dele sine meninger. Det gjorde han blandt andet ved at dele et AI-genereret billede af sig selv uden for den føderale domstol i Manhattan, hvor han bar en T-shirt med teksten "Befri Diddy." 50 Cent har tidligere beskyldt Diddy for at betale folk for at bære netop sådanne trøjer udenfor retsbygningen.
Sean Combs: The Reckoning består af fire afsnit og indeholder interviews med tidligere samarbejdspartnere og personer fra Combs’ nærmiljø gennem hans karriere — blandt andre Aubrey O’Day, Mark Curry og Kalenna Harper, tidlig anklager Joi Dickerson-Neal, tidligere medarbejder Capricorn Clark og to jurymedlemmer, som frifandt Combs for sexhandelsanklagerne.




