Nyhed

"Driving Home for Christmas"-musiker Chris Rea er død

Den britiske sanger og sangskriver er gået bort i en alder af 74 år.

Chris Rea, bedst kendt for julehittet "Driving Home for Christmas", er gået bort. Det oplyser hans familie, der i dag har delt ordene: "Det er med enorm sorg, at vi meddeler vores elskede Chris' død."

Læs også: Julemusik gennem årtierne: 10 stærke julesange fra 1980’erne

I den offentlige udtalelse fremgår det, at "han døde fredeligt på hospitalet tidligere i dag efter kort tids sygdom, omgivet af sin familie."


Chris Rea blev født i 1951 i Middlesbrough og udgav sit debutalbum Whatever Happened to Santini? i 1978. Med sange som "Looking for the Summer" og "Josephine" skrev han sig ind i musikhistorien, mens "Driving Home for Christmas" fra 1986 gjorde hans hæse stemme til et fast lydspor i juletiden.

Sangen blev oprindeligt udgivet som B-side og skrevet flere år tidligere under en snefyldt biltur hjem fra London – et øjeblik, der senere skulle blive til en af de mest spillede julesange på verdensplan.


ANNONCE