Nyhed

Endnu et land følger trop og boykotter Eurovision

Spanien, Irland, Slovenien og Holland har senest trukket sig fra den europæiske musikfest.

Island har netop meldt ud, at de trækker sig fra Eurovision, der bliver afholdt i foråret 2026, meddeler BBC. Udmeldingen kommer i kølvandet på de fire andre lande, der i samme ombæring har valgt at boykotte konkurrencen, på grund af Israels fortsatte deltagelse. 

Læs også: Overblik: Disse lande boykotter Eurovision i protest mod Israel

"Der er ingen fred eller glæde forbundet med denne konkurrence, som det er nu. På det grundlag tager vi et skridt tilbage, mens situationen er, som den er," forklarer Stefan Eiriksson, generaldirektør for Islands national­radio- og tv-station RÚV. Situationen har ifølge RÚV skabt splittelse mellem offentligheden og Den Europæiske Broadcasting Union (EBU). 


Direktøren for Eurovision, Martin Green, har også kommenteret på Islands valg: "Vi respekterer alle landes beslutning om ikke at deltage i næste års Eurovision Song Contest og håber på at byde dem velkommen igen snart."

Spanien, Irland, Slovenien og Holland meldte ud den 8. december, at de ikke ville deltage i konkurrencen, så længe Israel er med. Beslutningen blev taget efter, at Den Europæiske Broadcasting Union (EBU) på et møde afviste en afstemning om Israels deltagelse. EBU meddeler, at der var bred enighed blandt medlemmerne om, at det var unødvendigt med endnu en afstemning.

Konkurrencen fortsætter ellers som planlagt, dog uden de nu fem lande, der har trukket sig. 


ANNONCE