Nyhed

FKA Twigs vender tilbage til Danmark

Den albumaktuelle britiske stjerne har netop annonceret, at hun tager sit nye univers med til København næste sommer.

Det er ikke længe siden, FKA Twigs har spillet på dansk jord – i sommers gæstede hun Roskilde Festival med en anmelderrost koncert. Nu vender hun tilbage til Danmark, når hun på sin kommende Body High Tour indtager Royal Arena den 4. juni 2026. Turnéen markerer den britiske kunstners første store Europa-turné i flere år og ledsages af support fra Yves Tumor.

Læs også: Total triumf mellem tramp og tantra

Koncerten følger udgivelserne af Eusexua fra start 2025 og den netop udgivne to'er, Eusexua Afterglow. Sidstnævnte bliver i en pressemeddelelse beskrevet som en fortsættelse af hendes rave-inspirerede univers og bygger videre på albummet, som tidligere på året blev shortlistet til en Mercury Prize 2025 for årets album.


FKA twigs slog igennem med sin genreblandende kunstpop, og hendes visuelle univers og eksperimenterende popudtryk har gjort hende til en af de mest anerkendte navne inden for moderne alternativ pop. Denne sommer indtog hun Arena-scenen på Roskilde Festival til en koncert, der fik hele seks stjerner af GAFFA, og som af vores anmelder blev beskrevet som "en sublim helhedsoplevelse, som ikke kan sammenlignes med noget."

Næste år forsøger hun så at gentage succesen, når hun gæster Royal Arena den 4. juni på sin kommende turné. Billetsalget starter den 5. december klokken 10 og kan købes via livenation.dk og ticketmaster.dk.

Varm op til koncerten med det aktuelle FKA Twigs-album Eusexua Afterglow her:


ANNONCE