Nyhed

Hej Matematik er tilbage med ny single

Efter 10 års ventetid er der ny musik fra familien Rasted.

Den ikoniske familie-duo Hej Matematik er i dag tilbage med deres nye single, "Soundtracket til vores ungdom".

Læs også: Festduoen Hej Matematik genopstår

Ifølge en pressemeddelelse er den nye sang, udover at være startskudet på et længeventet comeback, også "et brag af en popsang og det ultimative nostalgi-anthem." Sangen har til formål at skrue op for følelsen af, at musik altid lever i os alle.


"Alle husker deres første kys, forelskelsen og det knuste hjerte. Festerne med vennerne og de øjeblikke, man skabte og havde sammen i et slags evigt minikosmos," fortæller Søren og Nikolaj i pressemeddelelsen og fortsætter:

"For med oplevelserne fulgte musikken – ordene og tonerne, der sætter sig i os og med ét kan tage os tilbage til ungdommen, der uundgåeligt har været med til at forme, hvem man blev og er i dag."

Med sange som "Walkman" og "Party i provinsen" har duoen i høj grad været med til at forme den danske musikscene i slutningen af 00’erne. Deres debutalbum Vi burde ses noget mere modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder i 2008, som skrev: "Det store facit på Hej Matematiks første album bliver altså hits." Og man må sige, at der var noget om snakken.


Den nye single lægger desuden op til en række af bandets koncerter i 2026, hvor de blandt andet indtager K.B. Hallen til marts samt har sikret sig en plads på plakaten til Smukfest 2026.

Lyt til "Soundtracket til vores ungdom" her:


ANNONCE