Nyhed

Hør Father John Mistys cover af The Who og Neil Young

Til en støttekoncert i Californien spillede sangskriveren blandt andet "Ambulance Blues" – og tog også hul på en helt ny sang.

Den amerikanske sangskriver Father John Misty spillede den 18. og 19. december to støttekoncerter på Sunset Cultural Center, hvor overskuddet gik til Big Sur Park School – en udendørs skovbørnehave, som han har støttet gennem årlige koncerter de seneste tre år.

Fredagens koncert udviklede sig til en hel rundtur i hans musikalske inspirationskilder. På sætlisten stod blandt andet The Whos "Blue, Red And Grey", Neil Youngs "Ambulance Blues" og The Magnetic Fields’ "Epitaph For My Heart".

Under koncerten præsenterede Father John Misty også en ny, endnu uudgivet sang inspireret af hans datters fascination af The Beatles og det øjeblik, hvor hun fandt ud af, at John Lennon og George Harrison ikke længere er i live.


Læs også: Sådan har vi anmeldt Father John Mistys album gennem årene

Se en video fra koncerten herunder, hvor Father John Misty fortolker "Blue, Red And Grey" af The Who.


Sidste gang Father John Misty spillede i Danmark var i Operahuset tilbage i april. GAFFAs anmelder gav koncerten hele seks stjerner og følgende ord med på vejen:

"Lørdag aften på hovedstadens havnefront havde man oplevelsen af at bevidne Tillman tage det sidste skridt fra intelligent indie-fænomen til sin generations store rockpoet. Ikke i kommerciel forstand, bevares – men så absolut i den dér særlige kombination af poetisk og performativt format, som kun er de allerstørste beskåret. Det her var en af de rigtig store aftener, venner."

ANNONCE