Nyhed

Kendt Aarhus-spillested drejer nøglen om

Lukningen står dog i skarp kontrast til en anden udvikling i Smilets By.

Efter næsten seks årtier som et af Aarhus’ historiske livemusiksteder lukker Casa V58 - tidligere kendt som Vestergade 58 og Trinbrættet - endeligt ved udgangen af 2025. Det fortalte ejer Carola Alvarado fredag aften fra scenen, hvor nyheden blev modtaget med stor ærgrelse blandt publikummerne.

Læs også: Store planer for gammel arkitektskole i Aarhus: Nyt spillested og technoklub i p-kælderen

"Det er rigtig trist," siger Carola Alvarado til Din Avis Aarhus. Hun overtog stedet i 2017 og har siden forsøgt at holde driften kørende, men de økonomiske rammer har ifølge hende gjort det umuligt at fortsætte.

Huslejen blev dråben
Ifølge Carola Alvarado skyldes lukningen en husleje på i alt 70.000 kroner om måneden til ejendomsselskabet Olav de Linde, som ejer den historiske bygning i Vestergade.


"Jeg løber efter regningerne. Det har jeg gjort længe og har ad flere omgange efterspurgt en huslejenedsættelse, men de er ikke til at hugge og stikke i," fortæller hun og tilføjer, at hun gennem årene har lagt over 5,5 millioner kroner i husleje.

Selvom hun tidligere på efteråret opsagde lejemålet, håbede hun stadig, at en ny aftale kunne falde på plads. Den mulighed er nu forsvundet. Hun hæfter sig samtidig ved, at ejendommen allerede er slået op som et lejemål, der ikke må bruges til støjende aktiviteter som natklub eller diskotek.

En epoke slutter - men byudviklingen siger noget andet
Med lukningen forsvinder et af de sidste gamle spillesteder fra Aarhus midtby - et sted, hvor navne som Gnags, Gasolin, Anne Linnet, Kliché og Thomas Helmig gennem årene har stået på scenen, og hvor både lokale og internationale artister har taget deres første skridt mod større scener.


Hun understreger, at beslutningen er endelig og kalder det "helt utopisk", at Olav de Linde ville ombestemme sig og sætte huslejen ned. Casa V58 holder sin sidste koncert den 27. december.

Lukningen af Casa V58 er ellers stik imod den mere positive udvikling i Smilets By, hvor flere spillesteder har slået dørene op eller er i gang med forberedelserne til dette. Senest åbnede spillestedet Phono i Mejlgade, og for nylig blev det kendt, at den gamle arkitektskole er i gang med at blive omdannet til et kulturelt samlingspunkt med nye øvelokaler og flere scener. I 2026 slår Lydbyen på Sydhavnen dørene op, hvor der ligeledes vil være øvelokaler, studiefaciliteter og spillested i form af Train, som flytter ind i nye lokaler med større kapacitet.

 


ANNONCE