Gene Simmons langer ud efter de amerikanske radiostationer, for ikke at betale udøvende musikere – en praksis, han kalder direkte "uamerikansk".
Den amerikanske glamrockmusiker Gene Simmons fra bandet Kiss har kritiseret de amerikanske radiostationer for ikke at betale udøvende musikere, når de bliver spillet i radioen. Det er en praksis, som han kalder for "uamerikansk", og som behandler musikere "værre end slaver".
Læs også: Ny lov skal forhindre flere YouSee-sager
Kritikken kom under en høring i det amerikanske Senats retsudvalg den 9. december, hvor Gene Simmons var til stede for at støtte det såkaldte Music Fairness Act.
"Lad os kalde det, hvad det er: en uretfærdighed, der har stået på i årtier," sagde Simmons under høringen ifølge NME. Han fortsatte: "Når man arbejder hårdt og når til tops, hvad får man så? Ingenting. Det er ikke den amerikanske måde."
Ifølge Gene Simmons er den nuværende ordning, hvor amerikanske AM- og FM-radiostationer kun betaler for sangens komposition og ikke for selve indspilningen, dybt problematisk. Ordningen betyder ifølge ham, at det udelukkende er sangskrivere, der modtager betaling for radiospilninger, mens de udøvende musikere og pladeselskaber bliver gået forbi.
Læs også: Dansk metalband vender ryggen til streamingtjenester
Simmons gik videre i sin kritik og beskrev, hvordan musikere ifølge ham blev behandlet "værre end slaver" med henvisning til, at historiske musikikoner som Elvis Presley, Bing Crosby og Frank Sinatra ifølge ham ikke modtog betaling, når deres musik blev spillet i radioen.
"Hvis du er imod dette lovforslag, er du uamerikansk," sagde Simmons ifølge NME og tilføjede, at ordningen bør ændres af hensyn til kommende generationer af musikere.
Music Fairness Act har til formål at indføre betaling for brugen af lydoptagelser på AM- og FM-radio i USA, en praksis der allerede er standard i mange andre lande, herunder Danmark.
I Danmark får både sangskrivere og de musikere, der har indspillet musikken, betaling, når et nummer bliver spillet i radioen. Radiostationerne betaler for musikken, og pengene bliver derefter fordelt til både ophavspersoner og udøvende musikere gennem Koda, der deler pengene videre til komponister og tekstforfattere, mens Gramex står for udbetaling til de musikere og producenter, der medvirker på indspilningen.





