Paramore-frontkvinden spiller koncert i Danmark den 16. juni 2026.
Hayley Williams har slået fast, at racister, sexister og personer med transfobiske holdninger ikke er velkomne på hendes kommende solo-turné.
Læs også: Tivoli Friheden afslører yderligere fire navne til næste års program
Paramore-frontkvinden annoncerede i begyndelsen af november en række koncerter, som blandt andet inkluderer Poolen i København den 16. juni 2026, og i et interview med kulturmediet Clash understreger Williams, at hun ønsker, at turnéen skal være inkluderende, og at alle skal “føle sig velkomne til festen".
"Jeg vil ikke have racister omkring mig, og jeg vil ikke have sexister omkring mig, og jeg vil ikke have folk der tror, at transpersoner er en byrde,” siger Williams og tilføjer, at det er vigtigt for hende, at alle føler sig velkomne til koncerterne, og hvis man som publikum ikke deler den indstilling, så er man "ikke velkommen".
Hayley Williams har ved flere lejligheder engageret sig i sociale og politiske spørgsmål og kritiserede sidste år Tennessees republikanske ledelse. Kritikken faldt, da den politiske ledelse ikke ville hylde musikeren Allison Russell fra Tennessee, der i 2024 vandt en Grammy Award for sangen "Eve Was Black" i kategorien Best American Roots Performance. Paramore vandt samme år i to kategorier, og her ville delstaten gerne hylde bandets præstationer, hvilket Hayley Williams tolkede som "åbenlys racisme".
Hayley Williams er desuden en af de 400 artister og pladeselskaber, der i øjeblikket er en del af boykot-kampagnen No Music for Genocide, som arbejder for at fjerne musik fra israelske streamingtjenester i støtte for det palæstinensiske folk.
Turnéen næste år kommer i kølvanden på Williams’ seneste soloalbum Ego Death At A Bachelorette Party, der udkom digitalt i august og nu har fået fire Grammy-nomineringer, herunder i kategorien Best Alternative Music Album. Albummet fik fire stjerner af GAFFAs anmelder, som blandt andet beskrev det med ordene:
"Hayley Williams har skabt 17 nye sange, der bevæger sig i mange retninger og spænder bredt både tematisk og musikalsk. Det giver plads til leg og frihed, og Williams formår i glimt at fange lytteren med stemningsfulde og eftertænksomme øjeblikke. Men netop friheden gør også, at det samlede udtryk mangler en tydelig kunstnerisk retning. Det føles, som om der ikke er nogen regler – på godt og ondt."



