Efter flere måneders tovtrækkeri vil de amerikanske myndigheder have koncertgiganten for en jury.
Det amerikanske justitsministerium skruer nu op for presset i en opsigtsvækkende antitrust-sag mod Live Nation og Ticketmaster. Nu afviser myndighederne selskabets forsøg på at lukke sagen uden en retssag og kræver i stedet, at koncertgiganten skal forsvare sig foran en jury.
Læs også: 600 musikere kritiserer Live Nation: "Vi kan ikke være tavse"
Live Nation, der ejer Ticketmaster, bad i midten af november retten om at få en afgørelse uden en jury. Deres argument var, at de to selskaber ikke sidder på et reelt monopol på koncertmarkedet, og at der ikke er nogle beviser på konkurrenceforvridning. Blandt andet pegede selskabet på, at Ticketmasters markedsandel falder markant, hvis man medregner flere typer spillesteder. Det fremgår af nye retsdokumenter, omtalt af Digital Music News.
Live Nation skriver: "Sagsøgernes ekspert beregner, at Ticketmasters markedsandel i primært billetsalg falder fra monopol-lignende 86 procent til blot 49 procent, når stadioner inkluderes i det relevante marked."
Læs også: Live Nations overtagelse af Royal Arena er velfærdsstatens fallit
Justitsministeriet afviser Live Nations forklaring
Den forklaring køber det amerikanske justitsministerium dog ikke. Myndighederne kritiserer i stedet Live Nation og Ticketmaster for at være "uvillige til at forsvare deres konkurrenceforvridende adfærd foran en jury".
De amerikanske myndigheder mener desuden, at Live Nations adfærd har skadet både spillesteder og publikum. I sagen bliver selskabet anklaget for at have presset spillesteder til at vælge Ticketmaster frem for andre billetudbydere, indgå lange eksklusive aftaler og opkøbe konkurrenter. Det mener myndighederne har svækket konkurrencen på markedet.
Nu nærmer næste kapitel sig. En retslig høring om sagen er planlagt til fredag den 23. januar, hvor det skal afgøres, om Live Nations ønske om en hurtig afgørelse bliver afvist, eller om sagen i stedet ender foran en jury.
Samtidig undersøges ledelsen af advokater
Mens Live Nation kæmper med de amerikanske myndigheder, møder selskabet også modstand på andre fronter. Selskabets øverste ledelse bliver i øjeblikket undersøgt af advokatfirmaet Halper Sadeh for, om ledelsen har taget unødige juridiske og økonomiske risici på bekostning af aktionærerne.
Læs også: Live Nations ledelse undersøges af advokatfirma
Live Nation udvider globalt
Samtidig udvider Live Nation sin forretning verden over. Senest har koncertgiganten overtaget driften af Impact Arena i Bangkok, som er et af Thailands største spillesteder, samt driften af Movistar Arena i Santiago de Chile, hvor selskabet nu er majoritetsejer. Det sker kort efter, at Københavns Kommune og Realdania solgte Royal Arena til selskabet.
Over 600 musikere i åbent opråb
Kritikken af Live Nation kommer dog ikke kun fra myndigheder, advokater og aktionærer. Over 600 musikere, herunder Massive Attack, Brian Eno og Caribou, har i et åbent brev opfordret selskabet til at stoppe sin virksomhed i Israel.
Opråbet er en del af kampagnen Musicians For Palestine, der kritiserer Live Nation for at være med til at "artwashe" israelske militæraktioner i Gaza. Samtidig efterlyser de bedre arbejdsvilkår, støtte til det lokale musikliv og et opgør med monopolmagt i musikbranchen.




