Nyhed

Mariah Carey afslutter sin juleæra med globalt liveshow

Initiativet binder en sløjfe på popikonets juleprojekt, der i årtier har været lyden af december.

Julen kommer tidligt for Mariah Carey-fans verden over. Den 13. december kan publikum nemlig følge superstjernens sidste koncert fra hendes Here For It All Holiday Residency i Las Vegas via en global livestream på både TikTok og Apple Music. Eventet er ifølge musikerens annoncering på Instagram arrangeret i samarbejde med musik- og medieselskabet Gamma.

Læs også: Ny reklame med Mariah Carey kritiseres som en hån mod arbejderklassen

Showet finder sted på Dolby Live, Park MGM og bliver sendt i HD, så fans kan følge med hjemme fra sofaen. Efterfølgende vil koncerten også være tilgængelig on demand for Apple Music-abonnenter gennem hele julesæsonen.


Mariah Carey har offentliggjort nyheden i et Instagram-opslag, som du kan se nedenfor. Artiklen fortsætter efterfølgende. 


Digital Music News kommenterer eventet og skriver, at Mariah Carey selv kalder julen for sin yndlingshøjtid, og at hun glæder sig over muligheden for at dele stemningen med fans – uanset om de befinder sig i Las Vegas eller foran skærmen. Til livestreamen vil der både være plads til hendes juleklassikere samt materiale fra hendes nye album Here For It All, som udkom tidligere på efteråret.

"At kunne samle julen med drys af hendes nye album i samarbejde med TikTok og Apple Music er noget helt særligt," udtaler Larry Jackson, medstifter og CEO for musik- og medieselskabet Gamma, og fortsætter:

"At denne annoncering falder præcis på den dag, hvor Mariah Careys juleklassiker nu har ligget 19 uger som nr. 1 og dermed tangerer rekorden for flest uger som nr. 1 i Hot 100-historien, er mildest talt helt utroligt." 


Også hos TikTok og Apple Music vækker samarbejdet begejstring, hvor Mariah Carey bliver fremhævet som selve symbolet på julen, og hvor livestreamen beskrives som en mulighed for at samle fans globalt om en fælles musikoplevelse.

Showet sendes live den 13. december klokken 20 lokal amerikansk tid. I Danmark kan A-mennesker altså se med den 14. december klokken 5 om morgenen.

ANNONCE